Stor koncert ved KØS

Dato: Fredag d. 19. august 2016 kl. 16.00
Sted: KØS forplads
Billetpris: Gratis
Arrangør: Køge Kultur Fond, Køge Skoleorkester og KØS

Fredag d. 19. august 2016 kl. 16 er Køge Skoleorkester klar på KØS-forpladsen med masser af festlig musik. Skoleorkesteret dirigeres med sikker hånd, at dirigent Arne Svendsen.
Skoleorkesteret har samtidig besøg af sit venskabsorkester fra Steinfurt i Tyskland, og de musikalske venner er også inviteret til at spille på ”KØS-scenen” i Nørregade.
Venskabsorkestret hedder Schülerblasorchesters des Gymnasium Arnoldinum og dirigeres af Greta Schnabel.

KØS er også gået ind i det musikalske samarbejde, og foruden at stille forpladsen til rådighed for koncerten, så holder KØS ekstraordinært åbent for publikum i såvel museets café som i museets udstillinger og museumsbutik – helt frem til kl. 18.

Køge Kultur Fond har tidligere givet Køge Skoleorkester en økonomisk håndsrækning til supplering af orkesterets uniformer, m.v., og det er denne donation, som skoleorkesteret nu – i form af en koncert – siger tak for.

Et koncertsamarbejde mellem tre så betydende institutioner i Køges kulturliv; KØS – KØGE SKOLEORKESTER – KØGE KULTUR FOND. Det bliver med sikkerhed udmøntet i en stor, populær og publikumsvenlig, musikalsk oplevelse. Under koncerten bliver også et musikalsk samspil, idet orkestrene giver en stribe af lækre fællesnumre – fx The Final Countdown af Joey Tempest, Queen’s Park Melody af Jacob de Haan, highlights af ABBAs melodier samt marchen The Stars and Stripes Forever af John Philip Sousa.

Der er naturligvis gratis adgang til koncerten – og publikum kan selvfølgelig købe såvel drikkevarer som lidt spiseligt i KØS-caféen under koncerten.

Køge Kultur Fond - der understøttes med sponsorater fra lokale virksomheder, forretninger, pengeinstitutter, m.fl. - vil i øvrigt i nær fremtid uddele flere hædersgaver til lokale, unge, musiske talenter – det sker ved den store kulturfondskoncert i aulaen på Køge Handelsskole lørdag d. 12. november 2016. Der er allerede åbnet for billetsalget til denne koncert på  http://billetten.dk/event/60039.


Køge Skoleorkester dirigeres af Arne Svendsen
 

 

Køge Skoleorkester
 

KØS - forpladsen - kunstværket

Ændret 10. september 2015 23:44