Lørdag d. 9. november 2013 trådte Hendes Højhed
Prinsesse Alexandra zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg
(Prinsesse Benediktes datter) op på den store scene i aulaen på Køge
Handelsskole på Lyngvej.
Prinsessen er protektor for Køge Kultur Fond og skulle overrække
kulturfondens legater på hver 10.000 kr. til 3 lokale musiske talenter.
Det første legat gik til den kun 14-årige
Alexander Grandal
Hansen-Schwartz, som flere betegner som et kommende musikalsk geni.
Han har siden 8 års-alderen spillet på sin fagot, som han håndterer på et højt
niveau, der slet ikke svarer til hans unge alder. Det andet legat gik til den 19 årige
Freja Arendt, som spiller obo, og som også har et stort musikalsk talent og allerede optræder med forskellige kammerensembler på Sjælland.
Både Freja og Alexander får deres uddannelse på MGK (Musikalsk Grund Kursus).
Den tredje legatmodtager blev det nye billedkunstnertalent
- den 43-årige dansk-armenske Nelli Grigorian fra Herfølge. I 2012 viste hun
for første gang offentligt lidt af sin produktion. For snart 20 år siden
flygtede hun sammen med sin mand og 2 børn fra det ustabile Armenien. Hun
oplevede at miste næsten alt, men er faldet til ro og har fået et godt liv
i Danmark - som gav hende nyt mod på livet. Gennem sine penselstrøg
udtrykker hun sine barske oplevelser om angst, sorg, glæde. Netop nu er
nogle af hendes billeder med på ”Folkeudstillingen i Borup Kulturhus”.
Legatuddelingen var pakket ind i en flot koncert
med sange og melodier hentet fra de store amerikanske musicals. 45 musikere
fra Greve Harmoniorkester under ledelse af dirigent Erik Jørgensen
leverede musikken, og vokalerne blev leveret af to solister hentet fra
den kongelige operascene – sopranen Signe Asmussen og barytonen
Per Høyer.
Handelsskolens aula var fyldt til bristepunktet med
glade publikummer. Flaget var hejst og den røde løber var lagt ud, da
prinsessen i ”Krone 10” rullede op foran skolens indgang. Handelsskolens
økonomisk-politiske chef, Finn Arvid Olsen tog sammen med kulturfondens
formand, John Nørbjerg imod prinsessen, som blandt andet blev modtaget
med den traditionelle blomsterbuket. Da prinsessen
gik op gennem aulaen, rejste publikum sig op, og orkesteret
spillede ”Prinsessemarch” – komponeret af orkesterdirigent
Kristian
Bennike. Marchen er skrevet til prinsessen og spillet første
gang ved en kulturfondskoncert for ca. 14 år siden.
Forud for koncerten havde prinsessen og
kulturfondsbestyrelsen aflagt besøg på byens gamle herresæde –
Gammel Kjøgegaard – hvor direktør PF Collet og fru
Ulla tog imod og viste rundt.
|