Nye, "tunge" erhvervsfolk i kulturfondsbestyrelsen

Bestyrelsen i Køge Kultur Fond har ved årsskiftet fået to nye medlemmer.  På formandsposten har den tidligere koncerndirektør og formand for bestyrelsen i F.L. Smidth Industries, Ib Christensen, afløst den hidtidige formand, boghandler Erik Nielsen, som – i øvrigt med en vis tilfredshed - har måttet acceptere, at hans forretning, Køge Boglade, har udviklet sig, så den kræver mere og mere af hans tid.  Erik Nielsen fortsætter i kulturfondsbestyrelsen som menigt medlem.

Derudover er Human Resource-chef hos Junckers Industrier A/S, Steen Rasmussen, trådt ind i bestyrelsen, hvor han har afløst fhv. funktionschef ved Told/Skat-Køge, Ole Larsen, som efter moden overvejelse har ønsket at trække sig fra bestyrelsesposten, hvor han har siddet siden kulturfondens start.

Den siddende fondsbestyrelse var heldig.  Man fik lige de personprofiler med blandt andet erhvervserfaring, man ønskede sig til posterne.

Ib Christensen er et uhyre aktivt menneske. Han er 68 år, gift og bor i Køge.  Er uddannet bygningsingeniør,  har suppleret uddannelsen i ind- og udland, og har i mere end 30 år haft leder- og chefstillinger i internationale erhvervsvirksomheder.

Ib Christensen har derudover siddet som henholdsvis formand for og medlem af bestyrelser i et utal af virksomheder, selskaber og organisationer.

Ib Christensen har med sin familie tilbragt det meste af sit liv i Køge, hvor han fortsat bor og har sine aktiviteter, som også omfatter golf og badminton.  Den nye formand for Køge Kultur Fond finder man også i præsidiet for ”Den 7. Himmel” .

Steen Rasmussen er 62 år.  Han er opvokset i Roskilde men har det meste af sit voksenliv boet i Køge med hustru og børn.  Efter studentertiden læste Steen Rasmussen til akademiingeniør og senere udbygget med en stribe lederuddannelser.  Steen Rasmussens ingeniøruddannelse har også bragt ham rundt i flere virksomheder, og lokalt har han tidligere været driftsingeniør ved Vallø Stifts Savværk, fabrikschef hos OMK-Mercandia i Herfølge og er senere tilbage hos Junckers som produktionschef, underdirektør og senest i funktionen som HR-chef.

Steen Rasmussen er et kendt ansigt i Køge og har siden 1994 været formand for og medlem af Køge Erhvervsråd.  Han har i øvrigt også siddet i mange andre bestyrelser og udvalg, og har for eksempel været medlem af den lokale og regionale bestyrelse i Dansk Arbejdsgiverforening.

Foruden at passe sin familie og sine venner, sine rejser til udlandet, sin røde Triumph TR 3A, skal Steen Rasmussen nu afsætte tid til at passe sit nye hverv som medlem af fondsbestyrelsen i Køge Kultur Fond.

På fondsbestyrelsens bord ligger arbejdet og venter.  Et projekt i form af et meget stort og spændende musikalsk arrangement efter et helt nyt koncept, som skal afvikles i november måned har lige set dagens lys.  Et ikke uvæsentligt element i projektet er, at fondsbestyrelsen skal ud og hente en hel del sponsor-kroner.

Fondsbestyrelsen har nu følgende sammensætning

  • Formand
    Ib Christensen, forhenværende direktør

  • Bestyrelsesmedlemmer
    Suzanne Aaholm – kommunaldirektør, Køge
    Palle Christensen, redaktør - Dagbladet, Køge
    Claes Lagerbon Jensen, advokat, Køge
    Bruno Juul, chef for Kriminalpolitiet i Køge
    Erik Nielsen, boghandler – Køge Boglade, Køge
    Lars Nielsen, turistchef – Køge
    Svend Aage Nielsen, direktør – Rambøll
    Steen Rasmussen, HR-chef - Junckers Industrier A/S, Køge

Fondsrevisor er Søren Windahl Pedersen, Gyrn, Lops og Brandt.


Ib Christensen


Steen Rasmussen

Ændret 07. januar 2005 00:49